Hvide danske landkaniner på Skarrild Søndergaard, 2020

Kaniner - tilbage på menuen

Selvom der i Danmark er en lang tradition for at spise kaniner, både opdrættede og vilde, anses det af mange som en mere eksotisk spise. Det er lidt sjovt, for i 50'erne og 60'erne eksportede vi i Danmark store mændger kød til lande som Frankrig. Sidenhen er udviklingen desværre gået den anden vej, og i dag bliver langt det meste kaninkød, som serveres i Danmark, importeret fra Frankrig(1). Faktisk bliver der importeret i omegnen af 30 tons kaninkød til Danmark hvert år!(2) Det vil vi på Skarrild Søndergaard selvfølgelig gerne forsøge at ændre på, for kaninkød er et utroligt bæredygtigt kødprodukt, som bidrager minimalt til klimaregnskabet, og som samtidig smager fantastisk! Kanin er desuden ikke en sæsonbetonet råvare. Kødet er magert og fast og har en fin og mild smag. Det kan bruges i mange retter som et alternativ til kylling, og kan i princippet tilberedes på samme måde.


Klimavenligt kød

Som nævnt er kaninkød et meget klimavenlig produkt. Det er det, da kaniner i landbruget egentlig kræver meget lidt forarbejdet mad og kan leve ude året rundt. Kaniner kan nemlig leve at bl.a. restprodukter fra landbruget, som f.eks. roe- og gulerodstoppe i vinterhalvåret og græs og urter i sommerhalvåret. Vores kaniner får også afklippede grene, som de gnaver frie for bark, ligesom deres vilde artsfæller ville gøre om vinteren. Dyrene får hver dag en portion økologisk grovfoder, der sikrer en balanceret næringsstofsammensætning og vækst, men lever ellers af, hvad de har i deres folde.

Økologiske velfærdskaniner under naturlige forhold

Vi har forsøgt at indrette forholdene for vores dyr, så de bedst muligt afspejler de betingelser, som de vilde kaniner ville leve under - samtidig med at følge reglerne for økologisk kaninavl. Det er nemlig vigtigt for os, at vores dyr har mulighed for at være dyr - altså at kunne udleve deres naturlige og instinktive adfærd - da det også bidrager til sunde dyr, der trives. Derfor har vi bl.a. valgt at holde vores kaniner i store helårsfolde uden net i bunden, så kaninerne har mulighed for at grave - kun langs hegnet er der nedgravet net. 

Vi ser ofte, at vores kaniner vælger at fole i huller, de selv har gravet, frem for i de huse, vi har lavet til dem - og det lader vi dem selvfølgelig. Kaninernes natur er nemlig at grave en dyb gang, hvori de laver en rede af huld. Heri ligger de deres unger. Når ungerne har diet, dækker kaninmor gangen til hulen til igen. Der er rigeligt luft i hulen, og under jorden er temperaturen konstant, så kaninungerne har faktisk de bedste forhold her. Moderen graver gangen fri et par gange i døgnet for at lade ungerne die, hvorefter hun sirligt dækker den igen. Alt dette gør kaninen, for at beskytte ungerne mod rovdyr.


Om racen

Hvid dansk landkanin er en gammel kaninrace og den eneste af dansk oprindelse. Kaninracen blev fremavlet i 1902 af Julius Schiøtz, direktør fra Københavns Zoologiske Have, der krydsede dansk vildkanin med hvid belgisk kanin i håbet om at lave en god slagtekaninrace - og det lykkedes.

Særligt for hvid dansk landkanin, også kaldet hvid land eller dansk landkanin, er dens albinisme - altså dens røde øjne og hvide pels. Længe var hvid land en af landets mest udbredte kaninracer, men den er nu på retur. Dog er der gennem avlsarbejdet med gamle danske husdyrracer atter kommet fokus på dette skønne dyr. Læs mere om avlsarbejdet med gamle danske husdyr her.


Salg af økologisk kaninkød

Vores kaniner kan købes direkte gennem os. Vi arbejder på at udvide besætningen, så vi snart kan tilføre kanin til vores webshop. Indtil da kan du kontakte os på mail, hvis du er interesseret i at købe eller høre mere om vores kaniner. Her kan du se, hvordan man parterer en kanin. Find også flere opskrifter på tilberedning af kanin her.

Kaninerne

På Søndergaard hopper økologiske frilandskaniner rundt og hygger sig i store folde året rundt.

Vores dejlige hvide kaniner, af racen hvid dansk landkanin, er ikke bare søde og bløde, de er også en fantastisk kilde til klimavenligt lyst kød.