OM OS



Familiegård med flere generationer


I december 2018 overtog Familien Nielsen den smukke firelængede Søndergaard i Skarrild. Gården blev opført i 1886 og har tidligere fungeret som en af hovedgårdene med kreaturer i landsbyen.

Det havde længe været et ønske for familien at finde et sted, hvor vi kunne være fælles om at bo, dyrke afgrøder og avle dyr. I december 2018 flyttede Lærke, hendes kæreste Ole og datteren Frigg ind i stuehuset på gården, og i juni 2020 flyttede Signe og hendes mand Kevin ind i lejligheden i den sydlige længe. Siden er Signe og Kevin rykket videre til deres eget og efter en renovation af den sydvendte lejlighed er Oles mor Mette og hendes kæreste Palle flyttet ind i marts 2022 med deres hund Uffe. Vi har mange projekter og nyder at istandsætte og lave vores egne bæredygtige løsninger.

Kort efter vi flyttede ind kom de første avlskaniner til Søndergaard. De levede i starten i flytbare bure rundt omkring på matriklen. Dermed startede også processen med at "omlægge" dyrene til økologi, som er en 2-årig proces. I september 2019 blev Søndergaard og de tre medhørende hektar jord omlagt til økologisk jordbrugsproduktion, og i september 2020 kunne vi officielt kalde vores kaniner for certificerede økologiske. Læs mere om kaninerne her.

Samtidig har Ejnar siden overtagelse haft bistader stående nær vores mose og vildeng mod vest, hvor bierne trækker på vilde træer, buske og planter. Ejnar har igennem en årrække beskæftiget sig som hobbybiavler og har foruden bistaderne her på Skarrild Søndergaard også stader på fødegården i Ulfborg og hos ham selv og Elsebet hjemme i Fredsted. Læs mere om bierne her.

Den 24. september 2021 er Ejnars lynghonning fra Ulfborg-staderne kåret til Danmarks bedste honning ved Danmarksmesterskabet i honning. Samtidig vinder honningen sin kategori sortshonning. Læs mere i pressemeddelselsen her. Den 1. oktober 2022 har Ejnars lynghonning fra Ulfborg-staderne vundet en sølvmedalje i sortshonning ved Danmarksmesterskabet i honning.


Hvem er vi?